Psykoterapi til mennesker med senfølger

psykoterapi til mennesker med senfølger

Hvad er formålet med terapien?

Det at have været udsat for seksuelle krænkelser i barndommen vil vedblive at være en del af ens historie, det forsvinder ikke. Men for manges vedkommende kan terapi mindske styrken og omfanget af senfølgerne. Formålet med terapien er, at den senfølgeramte får arbejdet med sine traumesymptomer. Det terapeutiske arbejde ligger bl.a. i at hjælpe vedkommende til at kunne regulere nogle af de overvældende følelsestilstande og symptomer, som ikke tidligere er blevet mødt hensigtsmæssigt eller forstået tilstrækkeligt. Målet er således at integrere et mere positivt selvbillede samt mere hensigtsmæssige færdigheder og strategier, hvilket igen vil være løftestang til at det generelle funktionsniveau og livskvaliteten øges.

 

Hvordan foregår behandlingen?

Udgangspunktet i behandlingen er samtalebaseret psykoterapi, hvor den senfølgeramte sammen med terapeuten taler om senfølgerne og inddrager erindringerne om traumerne i den udstrækning, det er nødvendigt for at forstå de problemer, som vedkommende oplever i sit liv.

Varighed 

Samtalerne er af 60 minutters varighed, og intervallet aftales mellem den senfølgeramte og terapeuten. I den udstrækning det findes hensigtsmæssigt kan netværkspersoner, såsom partnere, familiemedlemmer eller andre, inviteres med til en eller flere samtaler. Ved deltagelse af netværkspersoner bør der som oftest afsættes 1½ time til samtalen.

Kropsterapi

Efter aftale mellem den senfølgeramte og terapeuten kan kropsterapi enten supplere eller erstatte en eller flere af de psykoterapeutiske samtaler. Læs mere om kropsterapi og senfølger herunder.

Kropsterapi og senfølger

KKUC's kropsterapi har fokus på psykosomatiske udfordringer. Det kan f.eks. være angst, skam, grænseløshed eller grundlæggende usikkerhed.

Hvordan starter jeg i behandling?

Visitation til behandling starter med en henvendelse til KKUC. Du kan ringe til vores hovednummer på tlf. 3336 6510 eller skrive til os på mail senfoelge@kkuc.dk. Du kan også kontakte visitator Niels Rifbjerg direkte.

Vær opmærksom på, at sager med tydelige rusmiddelproblematikker viderehenvises til KKUC's rusmiddelbehandling.

Hvad koster et behandlingsforløb?

Vi har i øjeblikket mulighed for at tilbyde gratis behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, som en del af vores senfølgeprojekt, der er støttet af Social- og Boligstyrelsen.

Læs mere her

Hvad pris
Psykoterapi (per session) 1240 kr.
Kropsterapi (per session) 1240 kr. 
Klippekort (10 sessioner per klippekort) 11.160 kr.

Ønsker du mere information om muligheder for tilskud til behandling, så er du velkommen til at kontakte psykoterapeut og visitator Niels Rifbjerg.

 

kkuc_senfoelgefolder

Som en del af vores nye senfølgeprojekt kan KKUC til og med 2024 tilbyde gratis behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb.