Senfølgeprojekt

kkuc_senfoelgefolder

Om projektet

KKUC har modtaget puljemidler fra Social- og Boligstyrelsen til et senfølgeprojekt i København, Svendborg, Taastrup og Århus. Projektet løber til og med 2024. 

Behandlingen er målrettet voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb i barn- og ungdommen (under 18 år), og som har psykiske, fysiske og sociale senfølger heraf. Alle behandlingstilbud i dette projekt er gratis.

Som en del af projektet tilbydes individuel psykoterapi og/eller kropsterapi samt kønsopdelt gruppeterapi. Dertil er der mulighed for at få online rådgivning af henholdsvis socialrådgiver og psykiater.

Om behandlingstilbuddene

Psykoterapi

I den individuelle samtalebaserede psykoterapi arbejder vi med de symptomer (senfølger) og følelsestilstande, som hæmmer dig i at udfolde dit liv. Dine erindringer om traumerne kan inddrages i den udstrækning, det er nødvendigt for at forstå de problemer, som du oplever i dit liv.

Målet med terapien er at integrere et mere positivt selvbillede samt mere hensigtsmæssige færdigheder og strategier, hvilket igen vil være en løftestang til, at det generelle funktionsniveau og livskvaliteten øges.

Kønsopdelt gruppeterapi

Gruppeterapi Senfølgeprojekt

Målet med den kønsopdelte gruppeterapi er, at du arbejder med dine egne traumesymptomer, og samtidig får du – ved at overvære de øvrige gruppemedlemmers terapi – et indblik i, hvordan andre håndterer senfølger og traumer.

I gruppebehandlingen tager vi udgangspunkt i det kønsspecifikke, og grupperne er blandt andet derfor kønsopdelte. Der er ikke forskel på graden af lidelse hos misbrugte piger og drenge, men erfaringer fra senfølgebehandling viser, at der er forskel på, hvordan de forholder sig til overgrebet og dets efterfølgende konsekvenser.

De fire terapeutiske grupper har alle otte klientpladser og to terapeuter tilknyttet.

Kropsterapi

Traumeorienteret kropsterapi er velegnet til mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barn- og ungdommen og svigt i opvæksten, og som senere belastes af psykosomatiske senfølger.

Kropsterapien tilbydes de klienter, hvor det er relevant, typisk i kombination med individuel behandling eller gruppebehandling.

Kropsterapien vil som udgangspunkt have et omfang af 3 til 6 sessioner, afhængigt af om kropsterapien står alene eller tilbydes i sammenhæng med andre indsatser.

Hvordan starter jeg i behandling?

Ønsker du mere information om visitation og indskrivning i senfølgeprojektets behandlingstilbud, er du velkommen til at kontakte psykoterapeut og visitator Niels Rifbjerg.

Rose i vindue

Hvad er senfølger? Hvad forstås der ved seksuelle krænkelser? Her kan du læse om vores forståelse af senfølgeområdet.

Kontakt

Niels

Niels Rifbjerg

Psykoterapeut, projektleder, visitator til senfølgebehandling
2565 4508